Herman Schmid: Vi vil ikke integreres….
Jeg er indvandrer. Jeg kom til Danmark for mange år siden. Jeg er en rutineret indvandrer. Jeg kender det danske samfund bedre end mange indfødte danskere. Jeg har læst både Grundtvig og Kirkegaard og bibelen på dansk. Jeg ved hvad jeg taler om.
Dog er jeg ikke dansker, ikke for fem øre. Jeg er en fremmed efter mere end 30 år i Danmark. På en måde er jeg meget mere fremmed idag end jag var den gang jeg kom hertil. Hvad værre er, jeg har ikke længere den mindste lyst til at blive dansker. Så er det sagt.
Den gang jeg kom hertil var det anderledes. Jeg ville godt være en blandt danskerne i dette lille land hvor folk var så venlige og hvor omgangstonen var så dejligt selvironisk og uhøjtidelig. Jeg gjorde da også hvad jeg kunne for at blive en rigtig dansker. Jeg lærte mig at forstå dansk tale, også når den var som mest ufattelig, som når min københavnske kone sludrede med veninderne eller vi besøgte slægtninge i Nordvestjydske fiskerbyer. Snart kunne jeg skrive det danske sprog stort set uden fejl og endda skifte mellem hverdagssprog, avissprog og embedsværkernes særlige skriftsprog.
Det var naturligvis til betydelig praktisk nytte, det gjorde mig bare ikke en tøddel mere dansk. Ikke en gang mine venner kunne andet end grine når jeg en gang imellem hævdede at være dansk. Du behøver bare åbne din mund og sige et ord eller to så er du afsløret, sagde de og grinede. ’Det lyder slet ikke som rigtig dansk. Du taler som en fremmed.’
Bang! Der sad den. Jeg prøvede at vride tungen ret i mund. "Rødgrød med fløde, flødgrød med røde". Selv mine nærmeste grinede med. Undtaget børnene når de havde kammerater på besøg. De ville egentlig have sagt ’prøv ikke at snakke dansk når vores venner er her, det lyder så fjollet. Det er bedre du holder din mund!’ Men de sagde det ikke, det var pineligt nok som det var, de bare prøvede at holde vennerne væk fra deres udenlandske far.
Skulle det så betyde at det er det talede ord der røber den fremmedes fremmedhed og som betyder så meget mere end noget andet? Det troede jeg en tid. At hver nation er skruet sammen på sin egen måde, att for eksempel Frankrig er et politisk fællesskab, at Tyskland er bestemt ved nogle organisatoriske og institutionelle forhold og at danskerne altså har et sprogligt bestemt fællesskab til grund for sin nationalitet. Som danske eksperter på danskhedens natur også gerne hævder.
Det passer bare ikke. Se på anden-generationsinvandrerne der slet ikke er invandret men født og opvokset i Danmark. De snakker dansk på samme måde som de danskere de har omkring sig, ofte så godt at deres fremmedhed slet ikke kan høres, hvis den ikke samtidig kan formodes af deres udseende. Det hjælper end ikke at tale fuldendt dansk hvis man ser ud som en fremmed eller hedder Mohammed.
Nej, sandheden er at et hvilket som helst tegn på fremmedhed, det være sig udseende, talemåde, navn eller andet, er et tilstrækkelig vilkår for placering i kategorien ikke-dansker. Ser du ud som en tyrker, taler du med tysk eller svensk accent, er du klædt som en muslim, eller synger du opera i en HT-bus uden at være fuld så er sagen klar, du må være en ikke-dansker, en fremmed.
* * *
Det pudsige er at når jeg levede i Sverige følte jeg mig aldrig særlig svensk. Alle var vi jo svenskere så det var der ikke noget særligt ved. Det var langt vigtigere at jeg var en ung mand, opvokset i en storby, politisk interesseret, efterhånden altmere veluddannet, osv. Vi var måske stockholmere eller skåninger eller fra Norrland, men vi var ju alle svenskere så det blev aldrig ens bemærket.
Selv blev jeg rigtig svensk først når jeg som 19-årig dreng rejste med tommelfinger gennem Europa, Afrika og Indien og opdagede hvor anderledes livet kunne leves. Jag mødte en hverdagsgenerositet blandt menneskerne i Nordafrika som jeg ikke kendte fra Sverige. Jeg oplevede hvad den ubeskrivelige fattigdom i Calcutta ville sige. Så fik "den svenske model" en ny betydning. Men efter et år var jeg hjemme igen og snart var jeg ikke længere "svensk", men en ung mand og alt muligt andet som var så meget vigtigere.
Ti år senere kom jeg til Danmark og meget hurtigt blev jeg svensk for anden gang . Jeg blev identificeret som svensker fra morgen til aften, ikke mindst af nære venner og arbejdskammerater. Jeg var også var en ung universitetslærer på vej at blive anerkendt forsker, ved ægteskab knyttet til en familie med dybe rødder i det danske samfund, snart familiefar, parcelhusejer og meget andet, men alt dette var intet i forhold til at jeg var svensker. Jeg var nemlig svensk universitetslærer, svensk samfundsforsker, svensk familiefar i en i øvrigt dansk familie (!), svensk parcelhusejer, svensk nabo, svensk i alle livets aspekter. For første gang i mit liv en rigtig fuldblodssvensker!
Den gang var holdningen til det svenske forholdsvis positiv, i hvert fald i de kredse hvor jeg kom. Når Glistrup kom på banen grinede vi sammen ad hans fremmedfientlighed, men så kom sjoveren i Folketinget og snart begyndte svenskheden at blive mere kontroversiel. Nære venner og bekendte kunde tale om "svenske manerer" når jeg syntes at børnehaven skulle servere varm mad til vores unger. En faglig konflikt på min arbejdsplads ændrede pludselig karakter når det blev opportunt at tale om "svenskergruppens" linie, selv om konflikten ikke havde en disse med svensk-danske relationer at gøre. Så udkristalliseredes en "svenskergruppe" som begyndte at sammenligne "svenske" og "danske" holdninger til dette og hint.
Rigtig ubehageligt blev det når Mogens Berendts berygtede bog kom på gaden. Den sommer var det en lettelse at kunne rejse til Sverige og slippe for at være svensker for en tid. Men sommeren var kort og siden gjaldt det om igen at stålsætte sig for ikke at blive såret i sjælen og bitter i sindet. Hver eneste indvandrer vil nikke genkendende til alt dette, og når vi mødes elsker vi at fortelle og høre historierne hvor vi genkender hinandens oplevelser uanset om vi kommer fra Kanada, Ruanda, Portugal eller Sverige.
Og sådan har det fortsat. Jeg møder arbejdskammerater der har kendt mig i 25 år og de spørger mig stadig om vejret i Sverige eller kommenterer det de har set om Sverige i fjernsynet. Indemellem får jeg anerkendende ord om at jeg slet ikke er en typisk svensker eller at jeg er god nok selv om jeg ikke er dansker. Hvad svarer man på sligt?
Når det føles alt for trælst kan jeg tage toget det lille smut til Malmø og haps så er jeg fri fra at være svensker! Efter en tid i Sverige sker det mærkverdige at jeg kan begynde at opfatte mig selv som en lille smule dansk. Jeg får jo spørgsmål om danske tilstande og når vi skåler til aftensmaden sker det at nogen løfter glasset mod mig og råber at "Tuborg er bedst hvergang!".
* * *
Jeg bliver alt mere ophidset over den danske integrationspolitik som i virkeligheden er aldeles umulig og totalt selvmodsigende. På den ene side siger dens fortalere at de ikke kan døje alle disse fremmede og at de helst ser at vi rejser hjem til hvor vi kom fra. På den anden side siger de at de går ind for en integration som indebærer at vi indvandrere kommer så tæt ind på kroppen af det danske folk som det overhovedet er muligt. Hvad skal man egentlig tro? Er det meningen at vi skal ud på arbejdsmarkedet eller skal vi lade være med at stjæle danskernes arbejdspladser? Skal vi købe os ind i de danske parcelhuskvarterer eller skal vi holde os væk af hensyn til de danske beboere og deres hygge? Skal vi gifte os med danske piger og drenge eller skal vi ha lov til s.k. familiesammenføring? Skal vi gøre nytte for den danske økonomi eller skal vi hellere flytte og give vore bidrag til den svenske eller den engelske økonomi?
Dansk udlændingepolitik har fået megen omtale i de senere år. Protesterne kommer fra EU, fra Europarådet, fra FN, fra forskningsinstitutter. Indfødte danske statsborgere tvinges til at bosætte sig på den svenske side av grænsen for at få lov at bo sammen med den ikke-dansker de er gift med. Ikke en eller nogle få, men allerede flere tusinde! I hvilket andet land ville noget sådant være mulig? Statsborgerskabet bliver alt mere beskyttet med regler som ikke er statsretligt konstruerede, men er til for at diskriminere visse nationaliteter og befolkningskategorier.
Selv om der findes nationalistiske folklige bevegelser og partier i mange EU-lande er der næppe nogen anden stat hvor de førende kredse og selve regeringen åbent udtaler at man ikke vil akseptere at ens land skal udvikle sig til et multikulturelt samfund!
Hvor skal dette ende? Hvad skal der ske med alle de indvandrere der i de sidste 20-30 år har arbejdet og betalt sin danske skat? Hvor skammeligt kan man tillade sig at behandle dem efter mange års god tjeneste for Danmark? Hvad skal der ske med det aldrende Danmark hvis grænserne lukkes for ikke-danskere?
Jeg skal ikke kunne svare på det danske samfunds vegne, men alle vi fremmede skal ifølge min mening forholde os lige modsat de opfordringer der kommer fra den officielle udlændingepolitik. Hvor talen er om integration og kulturel tilpasning bliver det nødvendigt at svare med med kulturel modstand og organisering af den slags autonome subsektorer som aviserne kalder "ghettoer". Det er min faste overbevisning at alle nationale minoriteter har så meget til fælles at det er muligt for mig på baggrund af mine svenske erfaringer at formulere følgende budord som gyldige for alle slags indvandrere i Danmark:
Ti budord for fremmede i Danmark.
1. Tro ikke at du nogensinde kan blive accepteret som "dansker" i Danmark, ligemeget hvordan du end anstrænger dig. Smil bare venligt når de taler om integration og gør siden som du selv finder bedst.
2. Lær dig at forstå dansk og tale det højt og stolt med din egen accent, da dette er til praktisk nytte i mange sammenhænge, men lær dig samtidig at tale engelsk mindst lige så godt som dine danske bekendte og arbejdskammerater. Så kan du, når det behøves, kommunicere på et sprog hvor du ikke på forhånd er dømt til at blive sorteper.
3. Find dig et erhverv og en arbejdsplads hvor der er mange andre fremmede. Så bliver du nemmere accepteret som den du er og slipper for at føle at du egentlig slet ikke hører til. Undgå hierarkiske arbejdspladser hvor dine overordnede frit kan diskriminere dig.
4. Find en bolig i et indvandrertæt område hvor multikulturalism er en praktisk selvfølge og hvor forventningerne til dig og din familie, hvis du har en sådan, er positive og stimulerende.
5. Vær stolt af din egen kultur og baggrund. Dyrk den og styrk den ved at lære og overtage de elementer af den danske kultur som du godt kan lide.
6. Vær en smule forsigtig når det gælder parforhold og ægteskab med en dansker. Selv om du er meget forelsket og selv om det er fristende mulighed for samtidig at få en dansk familie og slægt, så husk at du kan komme til at betale en alt for høj pris. Dine børn vil måske synes at det er bedre at blive rigtig heldanske end at være usikre blandningsbørn, og kommer det til ægteskabelige konflikter og skilsmisse er dine odds dårlige for ikke at sige næsten umulige.
7. Du opdager snart at der findes et slags taust fællesskab mellem de forskellige grupper af indvandrere. Vi vil egentlig ikke finde os i "danske tilstande", vi vil forsvare vores værdighed og bevare vores stolthed. Vi siger nej til det danske samfunds krav på at gøre det umulige, vi siger nej til at blive danske på det danske samfunds betingelser. En afrikaner kan stå dig nærmere end en dansker selv om du kommer fra Bosnien, Norge eller Grækenland. Dyrk derfor venskaber også udenfor din egen nationale og etniske gruppe!
8. Glem aldrig at der kan være stor forskel på danskerne som gruppe og det enkelte menneske uanset dets nationalitet. Mange indvandrere får med tiden rigtig gode danske venner, selv om den samfundsmæssige modsætning mellem danskerne og de fremmede består.
9. Hold forbindelserne til dit hjemland ved lige selv om du agter at blive i Danmark. Ikke mindst ældre indvandrere kan blive glemt og isoleret og helt umyndiggjort. Det kan være godt at have muligheden for at vende hjem til det land og den by hvor man kom fra når man ikke længere selv kan klare hverdagen.
10. Samfund og mennesker er altid i forandring. Danmark var et mere åbent og tolerant samfund for 30-40 år siden end det er idag, og det kan måske i de kommende 30-40 år udvikle sig til at blive et moderne multikulturelt og åbent samfund . Især hvis alle vi indvandrere insisterer på ikke at lade os fordanskes, og på den måde tvinger det danske samfund til at se den moderne verdens virkelighed i øjnene. Sådan hjælper vi måske også det danske samfund at genfinde og fornye dets gamle traditioner for åbenhed og toleranse!